Sprogcentret>Spørgsmål og svar
Alle voksne udlændinge med fast ophold i Danmark (CPR-nummer) har ret til et undervisningstilbud i dansk som andetsprog. Undervisningen betales af kursistens bopælskommune. For at kunne blive optaget på Sprogcentret skal man derfor have en henvisning fra sin bopælskommune.
Undervisningen inklusive materialer er gratis.
Sprogcenterundervisning er ikke SU-berettiget. Kursister der er berettiget til at modtage SVU (Statens Voksen Uddannelsesstøtte) kan modtage dette ved fuldtidsundervisning på Sprogcentret.
Der ydes ikke transportgodtgørelse. Kursister på overførselsindkomster kan i visse tilfælde få delvis dækning af transportudgifter hos kommunen.
Sprogcentret har løbende optagelse. Efter henvisning fra kursistens bopælskommune indkaldes man til en visitationssamtale med henblik på at finde et undervisningstilbud svarende til ens aktuelle dansksproglige niveau, uddannelses-baggrund og mål med undervisningen. Efter visitationssamtalen går der normalt 7 - 14 dage inden kursusstart.
Hastigheden for at lære sprog er meget individuel. Nogle lærer sprog hurtigt, andre langsomt. Undervisningsforløbene på Sprogcentret er normeret til 1,2 årsværk på fuld tid, men der er store individuelle forskelle. Den enkelte kursist kan accelerere læringen stærkt ved at opsøge og deltage aktivt i dansksproglige sammenhænge.
Retten til Danskuddannelse er begrænset til tre år fra påbegyndelse. Hvis man har haft ustøttet fuldtidsarbejde, været på barsel eller været dokumenteret syg i en længere sammenhængende periode, kan retten til Danskuddannelse forlænges svarende hertil.
Undervisningen foregår i dag- og aftentimer, således at alle uanset arbejdstid m.v. har mulighed for at deltage.
Der er 55 forskellige nationaliteter og mindst lige så mange modersmål repræsenteret på Sprogcentret. Ofte kan der være 10 forskellige modersmål i den samme klasse. Kursisternes modersmål inddrages derfor stort set ikke i undervisningen. Der undervises i dansk på dansk.
Klassestørrelsen er stærkt varierende, men der er typisk mellem 10 og 20 kursister på et hold. I store klasser er der ofte 2 lærere på samtidig.
Klasserne er sammensat efter kursisternes aktuelle dansksproglige niveau og deres uddannelsesbaggrund, indlæringshastighed og mål med undervisningen. Der er både mænd og kvinder i alle klasser - og kursister med flere forskellige kulturer, religioner og sprog. Det er Sprogcentrets erfaring, at forskellighed er en styrke i læringssammenhæng.
For dagkursister forventes der mellem 4 og 6 timers hjemmearbejde pr. uge. Den enkeltes sprogtilegnelse vil gå hurtigere, hvis man supplerer hjemmearbejdet med dansksproglig praksis uden for Sprogcentret.
For aftenkursister forventes der mindst 2 timers hjemmearbejde pr. uge. Der er ikke afsat tid hertil i løbet af aftenen på Sprogcentret.